Kina
Blogindlæg 6
På tågernes bjerg
Fra Fujian provinsen rejste vi nordpå (det var den skrækkelige togtur) til vi nåede Jiangxi provinsen, hvor vi havde planlagt et par hikes for at udforske Kinas smukke natur. Første stop var nationalparken Sanqing Shan som ifølge Lonely Planet byder på yderst undervurderede vandreture på en hellig taoistisk bjergtop imellem granitspir og bambusskove. Stedet skulle byde på mange af de samme visuelle oplevelser, som områdets hovedattraktion Yellow Mountain eller Huangshan, som vi også havde planlagt et besøg ved. Men her ved Sanqing Shan skulle der eftersigende være langt færre turister, hvilket tiltalte os meget; vi har lært at respektere og holde os på afstand af de kinesiske turistgrupper, når de kommer tromlende i samlet flok og kan destruere nærmest enhver oplevelse med den mikrofonråbende guide som førerhund.
Ved bjergets fod sprang vi kabelbanen over, som de fleste ellers velvilligt købte billet til og lod sig transportere til toppen af bjerget. Vi havde vores kommende Himalaya trek i tankerne, og tænkte at lidt kilo- og højdemeter i benene ville være fin træning. Der var trapper hele vejen op, og noget tyder på, at vi havde brug for den ekstra trappetræning for det var hårdt. Rigtig, rigtig hårdt. Vi var gennemblødte af sved, da vi efter 1,5 time opad med rystende lår endelig nåede toppen. Vi var måske heller ikke i den bedste bjerggedstræning, så benene kom virkelig på en prøve.
Da vi nåede toppen, som også var starten på vores egentlige trek, var benene allerede syret så meget til, at vi var i tvivl om, om vi overhovedet kunne gå hele trekket på toppen. Men efter en masse bananer, snacks, en nudelsuppe og en genopfyldning af vandforsyningen, var vi atter klar til at tage en tørn mere. Vi vidste, at den stejleste stigning lå bag os, og at ruten herfra ville være relativ flad rundt langs klippesiderne. Det kunne vi også se på de kinesere, som gik imod os - de var iført smart tøj, håndtasker og havde små børn med, så vi tænkte, at ruterne umuligt kunne være særlig krævende.
Trailet var kunstigt anlagt næsten hele vejen rundt på bjerget. Meget af tiden går man på en betonsti, som er støbt direkte ind i en lodret klippeside - med hård granitvæg på den ene side og frit fald ned i dalen til den anden side. Det skal dem med højdeskræk lige vende sige til - heldigvis er der et gelænder. Så vi snoede os ind og ud og rundt om stejle granitspir ofte indhyllet i en tæt hvid tåge, der gav stedet en helt særlig mystisk atmosfære.
Langt inde i nationalparken nåede vi til det taoistiske Sanqing Temple, der stammede helt tilbage fra Ming-dynastiet. På grund af templets afsides placering, er det et af de få templer som overlevede Kulturrevolutionen uden at blive vandaliseret. Hvordan man i tidernes morgen har fået byggematerialer den lange vej op på bjerget turde vi med vores ømme stænger dårligt tænke på.
Turen rundt på trailet var rigtig god og utrolig spændende, fordi tågen gjorde turen evigt foranderlig og mystisk. Nogle gange kunne man se langt ned i dalen, andre gange kunne man knap se et par meter ud over rækværket. Nogle gange kunne man høre stemmer hundrede meter væk, som måtte komme fra en sti på den anden side af tågen, nogen gange var der unaturligt stille som om tågen havde slugt al lyd. Gåturen var også fin for benene og vi blev enige om, at meget af den syre vi havde ophobet i benene på vej op, lige så stille blev arbejdet ud igen på vores rolige, flade tur på toppen. Turen ned tog vi igen trapperne i troen på, at den ville være lettere og kortere tidmæssigt. Det var den også, men vores knæ var godt nok brugte da vi endelig nåede bunden og kunne stige på den sidste bus hjem.
Hiking på kurérruten i Wuyuan
Efter Sanqing Shan tog vi videre til Wuyuan-området, hvor vi slog os ned i en lille landsby ved navn Guankeng. Der var et guesthouse i landsbyen og mutter ville heldigvis også gerne kokkerere for os, så vi slap for at leve af kopnudelsupper. Guesthouset var i virkeligheden familiens eget hjem, hvor et par værelser på førstesalen blev lejet ud. Aftensmaden blev derfor også serveret i husets stue, hvor familien også spiste. Ingen talte et ord engelsk, men alligevel kommunikerede vi bedre og bedre sammen med tegnsprog og de kinesiske fraser Michael er begyndt at lære sig.
Desværre blev vores hikingplaner den efterfølgende dag udsat pga. sygdom. Michael havde en virus med mavekramper og var afkræftet. Vi tog derfor en dag i sengen med afslapning og middagslure og den efterfølgende dag, var han heldigvis på benene igen og klar til den næste vandretur.
Hiket tog udgangspunkt i Guankeng, og løb op igennem et lille pas over til nabobyen Lingjiao. Stien havde oprindeligt været en del af en gammel kurérvej, der stammede tilbage fra Ming-dynastiet, men nu er det vist mest turister, som går ruten. Stien udsprang fra landsbyen i dalens bund og fulgte floden, hvor de lokale får ordnet tøjvask, renset kyllinger og skyllet grøntsager. Henover vandet havde beboerne udspændt store træterrasser fyldt med flettede måtter og kurve, hvor de kunne tørre ris, frugter, chili, the, lime, svampe og andet grønt i den bagende sol. Udenfor landsbyen afløstes de små hvide huse med tegltag af risterrasser, marker og theplantager, der kantede sig op af bjergsiderne, mens man snoede sig igennem på en lille stenbelagt sti langs med floden.
I bunden af dalen forvandlede stenbelægningen sig til trappetrin, som førte os op igennem markerne og senere op igennem passet. Ikke som trappetrin som man kender hjemmefra, men massive og ujævne kampesten lagt hele vejen mellem de to landsbyer Guankeng og Lingjiao for at forbedre postbuddets gang over bjergpasset.
Da vi nåede slutningen af markerne, hvor trinnene ikke længere benyttes så hyppigt af bønderne, blev vores trail markant mere tilgroet, og vi måtte ty til kæppe for at få slået vildtvoksende planter af vejen, så vores bare ben kunne gå helskinnede igennem. Det lykkedes næsten. Det var tydeligt, at der ikke gik ret mange mennesker på denne gamle rute. Det kunne også fornemmes på det rige og vilde dyreliv, som var at finde langs stien; der var et væld af sommerfugle, som enhver makro-fotograf ville falde i svimer over, og vis vinger var så store, at de kunne svæve i vinden ligesom svaler. Der var kæmpegræshopper, kæmpebiller og kæmpebier, som summede dybere end brumbasser. Vi så farvede guldsmede, nymfer og kæmpeknælere, som alle var meget fredelige, men derudover var der selvfølgelig også kæmpeedderkopperne!
Sidstnævnte begyndte at vise sig, da vi nåede toppen af passet - det flade stykke mellem to bjerge. Først var der bare et par stykker, som hang et par meter fra stien i deres store net. Men efterhånden som skoven lukkede sig til og stien blev til et tunnelspor i buskaset, blev antallet af edderkopper forøget, og de var nu ikke kun ved vores sider, men hang også over hovedet på os. Vi måtte gå forsigtigt frem for ikke at blive fanget i klamt edderkoppespind og slå vildt omkring os med pindende for at få fejet det værste væk fra stien. Det var lige en tand for meget for Mie - især da Michael gik med ansigtet lige ind i et af de mange net og en edderkop måtte flygte for livet. Og det samme måtte vi. Vi kom dog igennem den nu døbte "edderkoppesti" uden dødskampe med de klamme kryb, som mest bare sad i deres spind, og vi var glade for de lange pinde, som havde hjulpet med at klargøre stien til morgendagens tilbagetur.
Turen ned fra passet og til byen Lingjiao var en endeløs lang trappe, og vi forudså en meget hård tur tilbage dagen efter. Det første møde med byen bød på de samme karakteristiske hustyper, der lignede den forrige by til forveksling; der var de samme kridhvide, pudsede huse med den karakteristiske tagprofil gentaget i en uendelighed, som om det var den samme arkitekt eller stramme lokalplan, der havde gennemsyret området gennem de seneste 4-500 år. Byerne gemmer på enorme mængder håndværksmæssig historie og tradition til stor glæde for arkitekten, med gammelt håndværk lavet med dalenes naturmaterialer i tegl af hårdtbrændt blå- og rødler i særlige kinesiske forbandter. Trækonstruktioner med skrueløse samlinger, stenfundamenter og snedkerarbejde i en klasse for sig.
Vores tur endte i nabolandsbyen Hongguan, hvor vi ved en restaurant med et par lokale folk fik spurgt på kinesisk efter et sted at sove samt et morgenmåltid til dagen efter. Det var der heldigvis en af dem, der havde og han tog sin cykel og viste os vejen til vores værelse for natten.
Turen tilbage den følgende dag føltes meget lettere end udturen og edderkoppestien var nu piece of cake - måske fordi vi var forberedte på ubehagelighederne. Men på den sidste del af edderkoppestien fik vi begge noget af et chok. Netop som vi åndede lettet op efter at være kommet forbi de små bæster, blev vi overrasket af noget stort i buskadset. Et stort dyr gemte sig derinde og det må også være blevet overrasket over vores ankomst, for pludselig hørte vi en meget høj, dyb og truende knurren - Grrrr. Et sekund frøs vi begge to på stedet og stirrede ind i krattet uden at få øje på noget, og derefter reagerede vi med instinktive og kraftfulde råb - "HEEEY BEAR!" - mens vi hamrede vores pinde højt mod de nærmeste træer og hurtigt fortsatte hen af stien, væk fra stedet - det har vi lært fra de amerikanske udgaver af "Alene i vildmarken", at man skal gøre hvis man møder en bjørn.
Vi fortsatte råberiet til vi nåede ud af skoven og tilbage i plantagerne, hvor vi igen begyndte at føle os trygge. Resten af vejen ned gik diskussionen om, hvilket dyr vi mon var rendt ind i. Var det en bjørn eller en stor ulv? Og vi blev pludselig meget i tvivl om, hvilke dyr der egentlig fandtes i den vilde kinesiske natur.
Sikkert tilbage i Guankeng fortalte vi kromutter om vores oplevelse (vha. google translate) og spurgte, hvilket dyr vi kunne være rendt ind i oppe på bjerget. Hun sagde, at der hverken fandtes ulve eller tigere i området, men at det sagtens kunne være en vild bjørn eller et vildsvin. Vi var ret enige om, at en gris ikke ville kunne sige så dyb og skræmmende en knurrelyd, eftersom vi havde oplevet skrigende vildsvin i Sri Lanka - ikke en behagelig tanke. Om det var en bjørn eller et andet vilddyr som kunne have set os som en lille aftenssnack, finder vi nok aldrig ud af. Men nu har vi i hvert fald lært lektien, at det er vigtigt ikke at gå med alt for stille museskridt igennem ødemarken - det er bedre at lave liiidt rigeligt larm, så vi ikke ufrivilligt får listet os ind på nogen eller noget som er større end os!
Lang kø, lang næse
Efter at have hiket rundt blandt de små landsbyer tog vi videre til områdets hovedattraktion, bjerget Huangshan. Vi vidste at timingen for vores besøg var rigtig dårlig - det var midt i den nationale kinesiske ferieuge, som betyder ekstra mange turister overalt. Vi var derfor forberedt på, at det i forvejen turistede sted, nok ville være ganske fyldt med folk. Alligevel havde vi besluttet at tage det som en oplevelse og prøve lykken.
Vi tog den første bus mod bjerget for at være ved bjergets fod så tidligt som muligt og forhåbentlig komme før de fleste turister. Men da vi kom frem med bussen efter en times kørsel, kunne vi godt mærke på den tunge trafik, at der var noget stort i gærde. Busser, biler, taxaer holdt i kø rundt i gaderne og til sidst blev vi bare lukket ud af vores chauffør og kunne gå det sidste stykke selv - det var hurtigere end at blive siddende i trafikkaosset. Ude på gaden kunne vi bare tilslutte os den voksende menneskemængde, der alle var på vej samme sted hen - til shuttlebusserne, som skulle fragte en videre til bjergets fod. Den gående trafik blev tættere og tættere og pludselig var vi fremme ved køen, en kø alá Roskildefestivalen bare med masende kinesere iklædt gule hatte (vi fandt aldrig ud af hvorfor?!). Ideen om at stå tidligt op og være de første på bjerget, var vi tydeligvis ikke de eneste, der havde fået, og vi stillede os op i køen, der slangede sig på kryds og tværs igennem en hel parkeringsplads, hvor de forskellige kolonner var opdelt med jerngitre. Køen ledte hen til de forskellige shuttlebusser, som kører hen til kabelbanens fod. Derfra havde vi læst os frem til, at der ville være endnu en kø for at komme op på bjerget og først der kunne vandreturen tage sin begyndelse.
Synet af den uoverskuelige kø var ikke videre tiltalende (hvor mange ville der så ikke være på bjerget?), men vi besluttede alligevel at give det en chance. Den første halve time bevægede vi os støt fremad, men så gik alting lidt i stå og vi stod sammenmast i en pressende menneskemængde og ventede i lang tid. Heldigvis var vi et hoved højere end de fleste andre, eller havde det været totalt klaustrofobisk at stå så tæt så længe. På det tidspunkt begyndte vi så småt at revurdere vores planer og snakke om, hvorvidt det gav mening at blive i køen med udsigt til adskillige timers ventetid. Eller om vi skulle lade være og tage bussen hjem igen - vi kunne trods alt nå at få en hel god dag i den hyggelig by i stedet for.
Vejret var fantastisk, og vi blev hurtigt enige om, at vi ikke ville stå i kø i timevis og nøjes med kun at få et hurtigt glimt at toppen af Huangshan, før vi ville være nødt til at begive os tilbage. Skulle vi se bjerget, skulle vi se det ordenligt - og det skulle være en anden gang. Så vi kastede håndklædet i ringen og erkendte, at timingen bare var for dårlig, og at man i kinesernes feriedage skal man holde sig fra turistattraktionerne. Vi var i strålende humør på vej tilbage til byen, hvor vi tullede rundt resten af dagen og nødt det gode vejr og den relative affolkethed.
