Peru
Blogindlæg 24
Et længe ventet gensyn
Alle havde været på en lang rejse og tilbagelagt adskillige kilometer for at nå den nordliggende bjergby, Huaraz, så det blev først morgenen efter vores ankomst, at de to rejsegrupper blev forenet. Vi sad klar ved morgenmaden og havde ingen opmærksomhed tilovers for hverken pandekager eller juice, da Line og hendes veninder, Linnea og Birla, stødte til. Det var fantastisk at se familie igen efter så mange måneder, og de to søstre fik krammet, grinet og grædt en lille smule, inden det var tid at hilse på resten af gruppen. Snakken gik livligt henover morgenbordet og der blev udvekslet masser af historier og eventyr. Det var helt dejligt endelig at tale dansk igen, og kemien var super god - det tegnede til at blive et rigtig godt trek.
Pigerne var netop kommet tilbage fra et cruise rundt på Galapagos-øerne og havde brug for at få trænet benene lidt og vænnet sig til højden efter de mange dage på vandet. De var derfor helt overskudsagtigt klar på et par træningsture inden selve trekket. Vi var derimod lige kommet tilbage fra trek i Colca Canyon og trængte mest af alt til at drikke kaffe og sove middagslur (ja, vi er åbenbart blevet gamle!). Dagene i Huaraz inden trekket, brugte vi derfor hver for sig; efter fælles morgenmad drog pigerne af sted på tur, og vi blev tilbage i byen, slappede af, spiste god mad og ordnede praktiske ting. Om eftermiddagen mødtes vi alle igen til hygge og aftensmad, hvor der var plads til flere historier.
Lidt lokal kultur
Under vores gåture rundt om i den lille by - ja, det var der også tid til imellem middagslurerne - fik vi også dykket lidt ned i de lokales levevis. Vi fandt bl.a. et søndagsmarked i udkanten af byen, hvor en hel gade var blevet plastret til med grønne pavilloner, hvorfra gedigen, peruviansk hverdagskost blev langet over disken. Her fik vi prøvet to klassikere: Pachamanca, kylling, gris og majspure bagt i store palmeblade serveret med bønner, majs og kartofler og cuy, bjergmarsvin! Det var første gang vi smagte marsvin og vi måtte sande, at rygtet taler sandt - det smager altså lidt af kylling.
Vi var også ufrivillige tilhørere til live musik hver aften på vores hostel; vi ankom midt i en festival, Senor de la Soledad, og dansegrupper øvede hver aften traditionelle trin over hele byen. Tilfældigvis var vejen bag vores bolig øvested for en af de lokale grupper, så hver aften faldt vi i søvn til lyden af trommer, fløjter og periodiske råb fra de entusiastiske dansere. For os drejede det sig heldigvis kun om et par nætter, men for byens indbyggere varede festlighederne op imod 14 dage - og man kan godt nå at blive træt af fløjter på den tid!
Et dårligt varsel
Endelig oprandt dagen for vores trek og ligesom så mange gange før, lagde vi ud med en bustur. Vi var pakket og parat med lejede soveposer og nyindkøbte snacks klokken meget tidligt om morgenen, hvor vi blev hentet af vores guide Emerson og kokken Elias. I sidste øjeblik havde der været to aflysninger, så i stedet for en gruppe på ni, blev vores store danskerflok kun suppleret af et ungt, australsk par.
På trods af chaufførens fuldstændig hasarderede kørsel (sikkerhedsselen blev lige dobbelttjekket efter første katastrofeopbremsning), lykkedes det at lukke øjnene et par timer undervejs og snart var vi fremme ved den lille landsby Cashapampa, hvor en lækker morgenmad ventede.
Ved guesthouset hvor vi gjorde holdt, var der også et andet hold trekkere, som havde gået turen modsat os, og som altså var færdige med deres hike. De så en smule trætte og opgivende ud, og da vi spurgte ind til deres oplevelse var svaret da heller ikke specielt opløftende; det havde været hårdt, de havde frosset alle nætter og det havde øset så meget ned, at de have besluttet at gå dobbeltdistance den sidste dag bare for at komme væk. Vi stirrede nervøst op på den blå himmel over os og solen, der stod stadig højere på himlen og spekulerede på, hvordan tingene mon så ud inde i dalen. En ting var sikkert: Vi forberedte os på det værste!
Og så af sted
På trods af de ildevarslende historier fra den anden gruppe, skinnede solen nu altså dejligt, og det gjorde den også da vores guide efter lidt besværligheder havde fået skaffet os en donkey driver til alt udstyret og vi kunne gå af sted. Turen gik jævnt op igennem en smal dal med en brusende flod i bunden og høje klippekanter på begge sider. Det var varmt i solen, men vi var bare taknemmelige for, at der ikke var brug for regnjakkerne! Inden trekkets start havde vi alle fået udleveret en lille stofpose fyldt med snacks - kiks, bolsjer, frugt og chokolade - så det var let at holde energiniveauet oppe, som vi travede længere ind i dalen.
Dalen var enormt frodig med masser af vegetation langs floden, og køer der græssede langs vores vej. Desværre betød det også både myg og bidefluer, så myggesprayen blev flittigt brugt. Det hjalp heldigvis på de små misdædere, mens vi havde noget sværere med at slippe af med de store skadedyr - hunde fra landsbyen; vores gruppe havde fået selskab af hele fire firbenede ubudne gæster.
De marcherede stolt af sted i spidsen for gruppen med en imponerende stamina. Desværre sørgede de også for at skræmme alt andet liv omkring os væk, når de under højlydt glammen konfronterede hver eneste ko, der fredeligt tyggede drog på stien. Nogle gange jagtede de endda rundt med de stakkels køer, der ikke rigtig fattede, at de selv var fem gange så store og udstyret med horn, så situationen i virkeligheden burde være omvendt.
Vi var ret trætte af de uindbudte gæster (hundenes popularitet steg ikke ligefrem da de ved lejren brillierede med at pisse på pigernes telt, og krybe ind i vores fortelt for at sove på vores ting!), men de var virkelig svære at slippe af med.
Da vi nåede lejren hen af eftermiddagen var hundene stadig med på trods af vores taktik med at ignorere dem totalt. Hurtigt fik guide, kok og donkey driver etableret vores lejr, der emmede af luksus; store sovetelte, køkken- og spisetelt (komplet med borde og stole), og sågar et wc-telt med toiletpapir. Vi slappede af og gik på opdagelse omkring lejren, som lå lige hvor dalen fladede ud og gav en fantastisk udsigt til morgendagens hike.
Vel fremme viste Mie og Line sig hurtigt som gruppens vikinger, da de friskt smed tøjet og sprang i floden til et isbad i det kolde vand fra bjergene. Andre nøjedes med at vaske fødderne, mens andre igen helt skyede det kolde vand og fandt vådservietterne frem. Derefter blev vi trakteret med eftermiddagssnacks - varme drikke og popcorn, mens vores treretters menu blev forberedt i køkkenteltet. Det var meget fine forhold. Især de varme drikke hjalp med at holde kulden for døren da først mørket var faldet på, og ingen måtte krybe kolde i soveposerne.
Fra ni til syv til fem
På trods af de lave temperaturer holdt alle heldigvis varmen i de lejede soveposer. Flere havde endda været en smule for pessimistiske ved sengetid og måtte gispende trække uldlag af i nattens løb. Til gengæld havde australierne haft problemer; Kyle havde fået en ordentlig omgang madforgiftning med udgang i begge ender og var oveni købet vågnet op med et hidsigt, rødt udslæt over det meste af kroppen. Han så ikke for godt ud, og efter at have konfereret med guiden blev parret enige om at gå tilbage til udgangspunktet for at søge læge. Det var rigtig ærgerligt, for parret var super søde, men så endte vi pludselig på en privat tour, kun os fem. Vi havde startet ni og var nu fem tilbage - vi kunne ikke lade være med at spekulere på, hvem der ville ryge næste gang!
Over passet
Resten af trekket gik heldigvis uden problemer; vi gik igennem de smukkeste landskaber, blev forkælet med fem måltider om dagen, holdt varmen om natten og nød det gode selskab - det blev til rigtige mange gode snakke på kryds og tværs. Vejret var også med os og udover et par dryp en eftermiddag holdt det tørt hele vejen - og samtidig tillod skyerne kig til de høje, hvidklædte tinder, som tårnede sig op over begge sider af dalen. Vi slap endda af med hundene på anden dagen, hvor vi endelig fik jaget dem væk - formentlig gik de over til at genere nogle andre turister. Der var nemlig andre grupper på trekket, men fordi vi gik turen baglæns af alle andre, havde vi trekket for os selv 90% af tiden.
På tredjedagen nåede vi højdepunktet - passet i 4.700 meters højde. Det viste sig, at passet var en spids højderyg, så på begge sider af toppen havde vi fantastisk udsigt ned igennem de to dale - den ene som vi var kommet fra, og den anden som vi skulle fortsætte ned igennem. Det var en fed følelse at vide, at den hårde opstigning var ovre og fra da af ville det gå ned af bakke.
Lama-rednings-mission
Efter fire dage afsluttede vi det officielle Santa Cruz trek, men i stedet for at drage tilbage mod byen slog vi lejr ved Laguna Llanganuco. Pigerne havde nemlig organiseret turen, så vi fik en ekstra dag op til den berømte Laguna 69 - og forhåbentlig kunne udnytte vores forspring til at nå søen før alle daytripperne ankom i store busser fra Huaraz.
Vores camp lå smukt lige ved to store søer og rundt omkring os gik lamaer og køer og græssede. De var rimelig tamme og mange turister stoppede og fik et lama-selfie på deres vej. Desværre havde et af nuttede dyr forvildet sig lidt for tæt på en pigtrådshegn, der var blevet filtret gevaldigt ind i den tykke uld.
Mens vi ventede på frokosten søsatte vi derfor Mission Befri Lama - meget mod dyrets vilje. En schweitzerkniv med saks kom i brug og bid for bid fik vi klippet pigtrådshegn fri af ulden. Lamaen, der godt nok tolererede selfies, var ikke vild med situationen (utaknemmelige kræ!). Særligt lyden af saksen, der skar igennem ulden virkede til at genere dyret, så det krævede et hold af afledere, der forsøgte at fastholde lamaens opmærksomhed imens operationen blev fuldført. Ellers hvæsede og snappede dyret arrigt i luften, hver gang saksen nærmede sig.
Efter megen møge og besvær, og lidt hjælp fra en lokal turist, lykkedes det dog til sidst - lamaen blev befriet og kvitterede med endnu en højlydt væsen, og vi kunne veltilfreds sætte os ved middagsbordet og glæde os over den gode gerning.
Den store finale
På trekkets sidste dag var vi tidligt på færde - klar til at nå lagunen inden horderne indfandt sig. Morgenmaden blev en hurtig affære og vi lod lejren stå til om eftermiddagen. Det gjaldt bare om at komme af sted. Vi havde flot vejr fra morgenstunden og fulgte floden (hvor Mie og Line igen, igen havde badet dagen i forvejen) op igennem en frodig dal, fyldt med lupiner og græssende køer.
Det gik let opad, men det var først da vi nåede bunden af dalen, at stigningen for alvor begyndte; en smal sti zigzaggede op af den stejle dalside og for de trætte ben trak turen tænder ud. Men belønningen kom hurtigt - et smukt plateau, badet i solens første stråler, hvor fredelige viscachaer græssede nedenfor deres klippehuler.
Derfra var der kun en sidste, kort stigning tilbage før vi nåede lagunen og dens isblå vand. Scenariet var smukt og fredfyldt, og vi lå på de varme sten i solskinnet og stirrede ud over landskabet, velvidende at vi havde gennemført turens sidste hårde del - turen tilbage igennem dalen ville blive som en gåtur i Kongens Have på en sommerdag.
Trætte sko
Efter trekket i Huaraz blev det også tid for, at Michael måtte sige farvel til et par kære venner. Efter mange års tro følgeskab igennem op- og nedture, tykt og tyndt var afskedens time kommet - det var tid til at smide vandreskoene ud. De kunne ikke mere - salt var trængt ind i læderet, sålen havde løsnet sig, spænderne var rustet og det lignede, at indmaden var i gang med at arbejde sig ud igennem siden af skoen. De var simpelthen slidt op.
Det var en beslutning som havde været længe undervejs, og Michael havde da også gennemgået sorgens klassiske faser i processen; benægtelse ("de kan sagtens holde en tur til!"), vrede ("hvordan kan de allerede være gået i stykker?!"), forhandling ("måske hvis jeg limer sålen med superlim..?"), depression ("så skal vi heller ikke hike mere!") og accept ("okay, det er bare sko - jeg køber nogle nye, når jeg for brug for det!"). Og det blev altså efter Santa Cruz-trekket, at den endelige beslutning om et farvel til de kære, trofaste venner blev taget - en værdig afslutning på en imponerende karrierer.
Fest i Huaraz - en perfekt afslutning
Vi kom tilbage til Huaraz sent om eftermiddagen glade, men trætte og desperate efter et bad inden vi skulle videre med natbussen til Lima. Vores tour-guide havde inviteret på traditionel pachamanca om aftenen, så der var rift om fællesbadene på vores hostel - især fordi vandet uheldigvis havde været slukket det meste af dagen. Tal om dårlig timing! Heldigvis nåede alle i bad og således genfødt begav vi os mod middagen. Vi fandt hurtigt ud af, at hele byen stod på den anden ende. Festivalen Senor de la Soledad som vi havde set forberedelserne til inden trekket, havde nået sit højdepunkt og grupper iklædt farverige dragter, masker og fjer dansede sig vej igennem byen - selvfølgelig i følgeskab med trommer og fløjter.
Vores middag blev afholdt lige ved kirken, der lagde navn til festivalen og hele området omkring var som forvandlet og overalt herskede festivalstemning. Udover de dansende grupper, der kæmpede om tilhørernes opmærksomhed med råb og smukt koordinerede trin, var der gadesælgere og snackboder i massevis, hoppepuder og kuglerum, maleværksted og fiskedam, karusseller og mini-både til børnene og selvfølgelig hele byens befolkning inklusiv omegn. Det var fantastisk at se, og vi var næsten helt ærgerlige over at skulle til middag i stedet for at deltage i festen.
Tour-organisatorens forældre havde kokkereret det lækreste aftensmåltid til os, komplet med pisco sours. Alting smagte himmelsk og vi fik evalueret trekket og takket vores guide for en god tur. Middagen trak ikke ud - vores guide skulle af sted igen den følgende dag og havde kun en aften med sin familie - så mætte og glade kunne vi stadig nå ud i byen og vandre rundt blandt de festklædte mennesker og lade os imponere over de dynamiske danse - fulde af badutspring og høje knæløftninger. Det var imponerende at se de nøje koreograferede trin og dedikationen var helt tydelig at se blandt de dansende. Efter et par timer gik turen til busstationen, hvor en sovebus ventede på at køre os den lange tur til hovedstaden.
Lima
Ovenpå det begivenhedsrige trek var det tiltrængt at komme til storbyen og få ladet batterierne op igen. Desværre måtte vi sige farvel til Birla allerede første dag - hun skulle tilbage til Danmark og hverdagen igen. Men vi andre havde fundet et hostel i Miraflores og brugte dagene på ren hygge; massage, varm Maya-kakao på chokolademuseet, gåture ved vandet, ceviche, biograftur og shopping. Dagene gik alt, alt for hurtigt og snart blev det tid til at drage hver til sit - vi skulle til Iquitos og det uendelige Amazonas, mens der ventede pigerne nye eventyr i Cusco. Det var svært at sige farvel - også selvom det kun var for et par måneder. Men efter den hårde afsked kunne vi glæde os over 11 fantastiske dage i hinandens selskab.
